Centro De Juvenil

Da vi var i Afrika, boede vi på et center, der hed ”Centro De Juvenil – Ingrid Chawner”. Præsident Joaquim Chissano klippede den røde snor over den 4. november 1995. På de 11 år centeret har eksisteret, har de hjulpet 1700 drenge væk fra det destruktive liv i Maputos gader. Ideen til centeret fik den norske missionær Lars Blystad, og med støtte fra NORAD, PYM og Hamar Pinsekirke kunne den blive til virkelighed.
Lars er en erfaren Afrika-missionær. I over 35 år har han arbejdet med bibelundervisning, og hjulpet børn i nød i Swaziland og Mozambique. Selvom centeret kun har eksisteret i 11 år, har Lars været aktiv i arbejdet med gadebørnene siden slutningen af 1980’erne. Udover Centro De Juvenil har Lars også været med til at starte andre hjem for gade- og forældreløse børn.
Harry Ottar og Signi Nilsen stod for opstarten af centeret, og to norske pinsemenigheder ejer stedet. Centeret er opkaldt efter en kvindelig, norsk missionær, der arbejdede med gadebørn i Maputo (Ingrid Chawner).

Centeret er et hjem for gadedrenge mellem 7-16 år. 90 % af drengene er blevet udsat for meget groft seksuelt misbrug eller vold i en meget tidlig alder. Mange af dem kommer fra splittede hjem, og er stukket af hjemmefra af frygt for ”straf” for at have skændtes eller stjålet. Ekstrem fattigdom, hvor de oftest mangler det mest nødvendige som tøj, mad, skoleting er også en af grundene. I øjeblikket bor der 28 drenge på hjemmet, men de har i alt plads til 36.

Centeret bygger på kristne værdier. Reglementet rummer bl.a. et krav til ikke voldelig opførsel. Det forventes, at børn der har boet på centeret i over 3 måneder ikke stikker af – hvis de gør det alligevel, har de fået at vide, at de kan komme tilbage inden to døgn. Efter denne tid må det vurderes af ledelsen, om de vil tage dem tilbage igen.
Når drengene har været på centeret i tre måneder, må de besøge deres familie i weekenderne – de skal dog være rodfæstet først.
Centerets mål er at hjælpe gadedrenge til et liv i værdighed, ved at få dem ind i skolesystemet, give dem moral, værdier og standarder.

Centerets vision kan blive opsummeret i fire ord:
· Soccorer – Hjælp
· Educar – Uddannelse
· Reintegrar – Reintegrere
· Accompanhar – Ledsage

(Será er portugisisk, og fremtidsformen af udsagnsordet ser, der betyder at være)

Centerets generelle strategi er ret simpel. Det personaleteam som arbejder på gaden, prøver at komme ind på livet af drengene, og at overtale dem til enten at flytte hjem eller flytte ind på centeret.
Personaleteamet der arbejder på hjemmet, tager sig af drengene som forældre, med alt hvad det indebærer. Teamet vil i den periode, hvor drengene bor på hjemmet forsøge at motivere dem til at tage hjem til deres egne familier eller plejefamilier.
Det tredje team der arbejder med reintegration, prøver at motivere familierne til at tage imod deres drenge derhjemme. De følger drengene hjem, for så at følge op på dem. Teamet styrker reintegrationsprocessen ved at involvere lokale kirker. Det vil medføre en tættere kontakt med kirken i familiens nabolag. Arbejderne vil holde regulere møder i kirken, der skal motivere medlemmerne i kirken til at involvere sig i projektet.

Drengene der bor på centeret har et ugentligt onsdagsmøde, hvor de snakker om deres ophold på centeret. Her kan de udtrykke deres følelser og give deres mening om centeret til kende. Deres kommentarer bliver taget meget seriøst, og kan have en positiv indflydelse på centeret.

Drengenes står op ca. kl. 05.30, og en gruppe af dem starter i skole kl. 06.30. Næste gruppe skal i skole kl. 10.00, næste gruppe kl. 13.00 og sidste gruppe om aftenen (jo højere klasse, jo senere går man i skole). Drengene går i en skole ved siden af centeret, (bygget af NORAD, ejes af centeret, men drives af staten). De fleste drenge har mistet flere års skolegang, nogen har aldrig gået i skole, så der er meget der skal indhentes.
Når drengene ikke er i skole, laver de lidt havearbejde eller arbejder i marken. Faste aktiviteter er en time i biblioteket med lektiehjælp. Snedkeri og mekanik starter op igen (sidste gang var i efteråret), hvor drengene lærer efter hvad de har interesse for. En anden fast aktivitet er at vaske sit eget tøj, og fra april begynder drengene også at skulle hjælpe til i køkkenet. Målet er, at de lærer mest muligt af praktiske opgaver, som de har brug for når de kommer hjem. Eftermiddagen bruger de på legepladsen, hvor fodbold er favoritsporten.

Centeret bliver økonomisk hjulpet af De Norske Pinsemenigheters Ytre Mission, støttet af ”NORAD” I Danmark støttes en del ulandsprojekter af Danida, i Norge hedder det ”NORAD”, og da de nu efter mere end 11 år, stopper projekt støtten, er PYM også nødt til kraftigt at skære ned på støtten fra 1. januar 2008. De har støttet dem de sidste 11 år. Centeret betaler i forvejen ca. 30 % af deres udgifter ved indtjening ved at sælge vand, og fra næste år skal denne indtjening kunne dække 100 % - med mindre andre organisationer vælger at prioritere et sådant projekt så højt, at de vil støtte det!


Vores oplevelser

Da vi var på centeret oplevede vi rigtig megen positivitet og optimisme blandt både medarbejderne og drengene på hjemmet. På trods af at drengenes opførsel til tider var præget af at de jo har levet i gadernes barske miljø, var de meget glade for vores besøg. Det var en fantastisk oplevelse at være sammen med disse drenge, som vi kunne glæde med ting, som vi i Danmark ville finde ligegyldige. Den store glæde i deres ansigter når vi gav dem noget så enkelt som en ballon var virkelig stort. De var så taknemmelige, dette skyldtes jo også deres liv på gaden. Denne taknemmelighed i det små kunne vi danskere godt bruge noget mere af. Vi kræver og kræver, og nyder måske ikke de små velsignelser i hverdagen. Et smil, et knus, ja, det at vi får vores basale behov dækket hver dag, det er da stort! Vi tager det ofte for givet, men at se disse drenges taknemmelighed og glæde over de små ting, udfordrede os og lærte os meget om taknemmelighed.

- Kristine og Heidi