Kruger National Park
Vi begyndte vores dagsrejse til Kruger National Park tidligt om morgenen d. 2. februar, klokken fem, for at nå en dejlig, lang dag i det fantastiske reservat. Vi kørte fra Maputo, Mozambique, i en privatejet minibus og stemningen var høj. Vi glædede os alle til at komme ned og se de vilde dyr og en skøn natur og så at shoppe lidt i turistbutikkerne. Dyre- og plantelivet er meget rigt i parken. Vi så bøfler, aber, elefanter, flodheste, impalaer, vildsvin, zebraer, krokodiller, skildpadder, giraffer og mange, mange flere dyr, som vi ikke ser til daglig. Derudover findes der løver, hyæner, tusindben, storke og endnu flere dyr i Kruger National Park. Kruger National Park blev etableret i 1898 for at beskytte vildlivet i Sydafrikas smukke natur. Parken er omtrent på størrelse med Jylland,(Cirka 2 mio. ha) og er den største Nationalpark i Sydafrika. Den er placeret i Sydafrikas nord-østlige hjørne, og grænser op til Zimbabwe mod nord og Mozambique til øst. Den har et vejnet på den store sum af 3000 kilometer og derudover har den 23 hvilesteder. Et hvilested minder lidt om en rasteplads. Det er steder hvor man kan slappe af, købe souvenirs, gå på toilet eller slappe af på en bænk med madpakken. De eneste steder i Parken, hvor man må gå ud af bilen, er på hvilestederne.
Parken blev etableret af Paul Kruger og James Stevenson-Hamilton, fordi flere dyrearter i Sydafrika var truede. Dyrene blev jaget, fordi dette var den eneste gode indtægtskilde, da sovesygdommen nagana og malaria gjorde landbrug besværligt i området. I starten lykkedes det at få fat i 4600 km2, og senere blev dette til 7000 km2. I dag er parken som sagt 2 millioner ha, hvilket svarer til ca. 18989 km2. I dag er der 4000 mennesker der arbejder i Kruger National Park, og vildtlivet vokser fortsat.

Mens vi kørte i den fantastiske park lød der pludselig et ordentligt knald (BANG) i minibussen og en hvid sky af pulver spredte sig. Åh nej tænkte vi alle og lukkede vinduerne, indtil vi indså, at røgen kom inde fra bussen af og ikke ude fra. Så kom vinduerne op i en hastig fart. Bussen var brast sammen og vi sad langt fra at kunne få hjælp. Troede vi J Det viste sig så at være en af de norske drenge, vi havde med, som havde tændt pulverslukkeren. Panikken forduftede og vi kørte glade videre.